Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nødraketter er til nødsituationer – ikke til sjov

Indholdsområde

 
 
 

Nødraketter er til nødsituationer – ikke til sjov 

Nødraketter skal kun bruges i en nødsituation. Alligevel rykker Forsvaret hvert år ud til flere redningsaktioner efter en observeret nødraket blot for at konstatere, at der ikke har været tale om en ulykke.

30-12-2019 - kl. 09:00
enheder på SAR

Af Julia Liberati, Forsvarskommandoen

Igen i år har Forsvarets Operationscenter indsat helikoptere eller redningsbåde efter at have fået anmeldelser om nødraketter, der i sidste ende viste sig ikke at være tegn på en ulykke.  I værste fald kan nødraketter, der bliver fyret af uden grund eller for sjov tage ressourcerne fra redningsoperationer, hvor folk har brug for hjælp.

”Vi har kun et vist antal enheder på beredskab, og hvis vi sender en helikopter eller et fartøj af sted mod et observeret nødblus, der viser sig ikke at stamme fra en nødssituation, kan det i sidste ende betyde, at vi prioriterer et falsk nødkald frem for et rigtigt, og derfor ikke får sendt den nødvendige hjælp til de nødstedte,” siger Frank Thorsen, der er vagthavende officer i Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) Danmark, ved det Nationale Maritime Operationscenter.

Det samlede tal for redningsoperationer på nødraketter uden ulykker i 2019 er endnu ikke opgjort. Men i 2018 gennemførte redningstjenesten 104 Search and Rescue-operationer (SAR), hvor det ikke var muligt at konstatere tegn på en ulykke. Det svarer til lidt over en femtedel af det samlede antal iværksatte SAR-operationer. Ud af disse 104 operationer stammer 20 fra anmeldelser om observationer af nødraketter.

Nødraketter er 112 til søs
Som oftest sker anmeldelserne om observation af nødraketter i god tro, men det sker, at nødraketter bliver afskudt, uden at der er tale om en nødsituation.

”En nødraket har til formål at tilkalde hjælp, når man er i en nødssituation på havet. Det er 112, når man er til søs. Derfor opfordrer vi folk til at tænke sig om, når de tænker på at bruge en nødraket – for signalet fra sådan en betyder, at man er i fare, og at man har brug for hjælp,” siger Frank Thorsen.
Og en anmeldelse om en nødraket bliver taget alvorligt ved JRCC Danmark.


”Vi har det sådan, at hvis vi er i tvivl om, om signalet er et reelt råb om hjælp, så er vi ikke i tvivl, og så sender vi enheder af sted for at hjælpe eventuelle nødstedte. Så vi vil gerne opfordre folk derude til kun at bruge nødraketter i nødssituationer - ikke for sjov og heller ikke her til nytår,” siger Frank Thorsen.

rødt lys

Anmeldelser analyseres før redningsoperationer
I JRCC Danmark er de opmærksomme på, at der nogle gange kan være tale om anmeldelser af observationer, der ikke stammer fra nødraketter, eller at der somme tider er tale om nødraketter, der ikke er et udtryk for at være i nød.

"Vi spørger gerne anmelderen om, hvad der er blevet observeret. Hvor er nødraketten blevet set, hvilken farve havde lyset, hvor højt var den oppe. Det er med til at give os en ide om, om der reelt er tale om en nødraket, og om den eventuelt er blevet affyret over land,” siger Frank Thorsen.

Når Operationscenteret har modtaget disse oplysninger fra anmelderen, bliver der taget en beslutning om, om SAR-beredskabet skal reagere på anmeldelsen.

”Hvis vi ikke kan udelukke, at raketten er affyret over vand, eller hvis vi er i tvivl, så trykker vi på knappen.”


FAKTA
Årstal Redningsoperationer i alt:
2018: 460 
2017: 426 
2016: 436 
2015: 430 

Operationer, hvor det ikke har været muligt at konstatere en ulykke: 
2018: 104
2017: 82
2016: 87
2015: 93

Operationer, uden ulykke, der startes på baggrund af anmeldelse om nødraket: 
2018: 20
2017: 31
2016: 19
2015: 31

Procentdel af operationer uden ulykke, der startes på baggrund af anmeldelse om nødraket:
2018: 19,2 %
2017: 37,8 %
2016: 21,8 %
2015: 33,3 %

Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) Danmark: som er en del af det Nationale Maritime Operationscenter, er organiseret under Søværnskommandoen og indsætter enheder i regi af Forsvarets Operationscenter.
JRCC Danmark har ansvaret for at assistere nødstedte personer, skibe, havanlæg og luftfartøjer. SAR-tjenesten består endvidere af en struktur med permanente statslige ressourcer samt bidrag fra såvel kommunale myndigheder som private og frivillige organisationer.
De faste operative indsatsenheder i eftersøgnings- og redningstjeneste, der dagligt benævnes SAR-tjenesten (Search And Rescue), omfatter:

  • Flyvevåbnets redningshelikoptere
  • Søværnets Kystredningstjeneste
  • Søværnets maritime indsatsenheder
  • Marinehjemmeværnets fartøjer
  • Fiskeristyrelsens fartøjer
  • Søfartsstyrelsens inspektionsfartøjer